Vridsløselille fængsel bliver til ny bæredygtig bydel

Det nedlagte Vridsløselille Statsfængsel får snart nyt liv. Den tidligere fængselsgrund skal i de kommende år transformeres til en levende bydel med fokus på fællesskab, bæredygtighed og foreningsliv.

Danmarks største arbejdsmarkedspensionskasse, PKA, og entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard har sammen indgået en købsaftale med statens ejendomsselskab Freja ejendomme.

PKA og A. Enggaard skal over de kommende år udvikle den 160.000 kvadratmeter store grund, der huser det nedlagte fængsel i Albertslund.

Den sidste fange flyttede ud i 2016. Planen er nu at skabe en ny, grøn bydel med boliger til alle aldre og i et prisleje, der er til at betale for almindelige lønmodtagere.

Der bliver bygget et moderne bofællesskab til aktive seniorer, og parterne håber også at kunne etablere institutioner som vuggestuer og børnehaver.

”Albertslund Kommune gennemgår en rigtig positiv udvikling i de her år. Byen har et levende forretnings- og kulturliv, og vi er kun en halv time fra Rådhuspladsen i København. Sammen med A. Enggaard ser vi frem til at skabe en sammenhængende bydel med fokus på fællesskab, bæredygtighed og foreningsliv. Den kommer til at rumme boliger til alle aldre, og den skal bidrage til den omkringliggende by, så naboerne og foreningslivet i Albertslund også får glæde af området,” siger administrerende direktør i PKA, Jon Johnsen.

Bydelen kommer til at bygge videre på nogle af de kvaliteter, som området i forvejen besidder, blandt andet ved at kigge på mulighederne for at transformere dele af det ikoniske byggeri og indtænke hensyn til de værdifulde grønne områder i bydelen

”Vi er glade for, at vi sammen med PKA har indgået en aftale om en så attraktiv og hi-storisk grund som Vridsløselille Fængsel, der ligger i hjertet af Albertslund. Vi ser meget frem til det videre samarbejde med blandt andre Albertslund Kommune og Freja ejendomme om byudviklingen af området, så vi kan få skabt de rette rammer om en ny og levende bydel med attraktive boliger, fællesfaciliteter og indbydende by- og uderum,” fortæller projektudviklingschef i A. Enggaard Morten Løgsted.

I Albertslund Kommune glæder man sig over udviklingen.

”Det er rigtig glædeligt, at der nu kommer yderligere gang i udviklingen af grunden med Vridsløselille Fængsel. Med den centrale placering i hjertet af byen og de kulturhistoriske værdier er der alle muligheder for at skabe et attraktiv bydelskvarter, der viser vejen til bæredygtige boliger og nye fællesskaber, som bliver helt unikt i hovedstadsområdet. Vi ser frem til samarbejdet med de nye ejere og Freja om udviklingen af grunden,” siger borgmester i Albertslund Kommune Steen Christiansen.

Omdannelsen af Vridsløselille Fængsel er endnu et stort, fælles byudviklingsprojekt i rækken for A. Enggaard og PKA. Senest har parterne skudt gang i udviklingen af en ny bydel på den gamle slagterigrund i Odense, mens samarbejdet også tæller nye bydele som Brokvarteret og Skejbyen i Aarhus, samt dele af det nye godsbanekvarter i Aalborg.

Udvikling med synlige tråde til historien

Selvom handlen mellem Freja ejendomme, PKA og A. Enggaard nu er på plads, vil der gå lidt tid, før det første spadestik kan tages. Freja ejendomme og Albertslund Kommune har nemlig igangsat en arkitektkonkurrence i form af et parallelopdrag mellem fem arkitektteams.

”De fem forslag skal indeholde en udformning af landskab og bebyggelse, samt transformation af den bevaringsværdige del af den eksisterende bebyggelse. Det gælder bl.a. den berømte port, samt den gamle fængselskirke med det karakteristiske spir. Det er hensigten, at de bedste elementer af parallelopdraget skal indgå i den samlede masterplan for hele fængselsgrunden. Vi ser frem til at følge A. Enggaard og PKA realisere den fremtidige masterplan over de kommende år, og vi har stor tiltro til, at to så ambitiøse og erfarne aktører kan løfte denne store opgave,” siger Lisbeth Nørskov Poulsen, udviklingschef i Freja Ejendomme.

De fem arkitektteams præsenterer deres projekter ultimo august og medio september foregår der så en samlet vurdering af projekterne.

Forude ligger flere års tæt samarbejde frem til lokalplanerne foreligger mellem hhv. PKA, A. Enggaard, Freja ejendomme og Albertslund Kommune om udviklingen af det store og yderst centrale område midt i Albertslund.

Du har fravalgt funktionelle cookies. Derfor er chat ikke muligt. Hvis du ønsker at chatte med vores rådgivere, skal du acceptere funktionelle cookies. Du kan tilvælge "Funktionelle cookies" ved at klikke på denne boks.

Vær opmærksom på, at du vælger hele kategorien "Funktionelle cookies" til. Således kan der være andre cookies end udelukkende dem til chat.