PKA investerer milliardbeløb i sundhedsvæsenet i verdens fattige lande

PKA, der repræsenterer 325.000 danskere overvejende fra social- og sundhedsområdet, investerer nu 2,75 milliarder kroner i at styrke sundhedsvæsenet i verdens fattige lande.

Det er blandt andet danske sygeplejersker, socialpædagoger, fysioterapeuter og farmakonomers pensionspenge, der skal investeres i at skabe stærkere sundhedssystemer i en række tredjeverdenslande.

Investeringsdirektør i PKA Michael Nellemann Pedersen glæder sig over at kunne kombinere en fornuftig investering med en indsats for at udvikle sundheden i lande, der ikke selv har midlerne til det.

”Som pensionsselskab for en stor del af det danske sundhedspersonale giver det god mening for PKA at investere i at forbedre forholdene for vores medlemmers kolleger i fattige lande. Samtidig vil investeringen give os et fornuftigt risikojusteret afkast, der kommer til at bidrage til vores medlemmers pensioner,” siger Michael Nellemann Pedersen.

Investeringen sker gennem Verdensbankens projekt for bæredygtig udvikling. Konkret foregår det ved en obligationsudstedelse fra Verdensbanken gennem den svenske bank SEB.

PKA var den første investor til at melde sig klar til at investere i obligationerne. Siden kom andre investorer til, så den samlede udstedelse endte på knap 8 milliarder danske kroner.

Pengene bliver nu kanaliseret ud til en række sundhedsprojekter i lande som for eksempel Indien, Peru og Paraguay. Alle projekter er udvalgt og godkendt af Verdensbanken.

Corona-krise gør investering mere relevant

Investeringen har været undervejs i et stykke tid. Den er derfor ikke direkte foranlediget af den aktuelle Corona-krise. Men ifølge Michael Nellemann Pedersen har Corona-krisen kun gjort investeringen mere relevant.

”Lige nu ser vi, hvor vigtigt et stærkt sundhedssystem er for et velfungerende samfund. Halvdelen af verdens befolkning har ikke adgang til helt basale sundhedsydelser, og vi ved at fattige lande med svage sundhedssystemer bliver ramt ekstra hårdt af sygdomsudbrud og epidemier,” siger Michael Nellemann Pedersen

Investeringerne kommer blandt andet til at gå til projekter, der skal udbrede universel og billig sundhedshjælp til befolkningen i de lande, der modtager pengene.

Ifølge Verdensbanken oplever knap en milliard mennesker på verdensplan hvert år finansielle problemer på grund af udgifter til sundhedsydelser, mens 90 millioner mennesker bliver skubbet ud i ekstrem fattigdom.

Fakta:

  • Obligationen er udstedt af Verdensbankens udviklingsbank, International Bank for Re-construction and Development (IBRD)
  • Den er udstedt via den svenske bank SEB
  • Den samlede udstedelse er på 11,5 mia. SEK (7,9 mia. DKK). PKA’s andel er på 4 mia. SEK (2,75 mia. DKK)
  • Obligationen har en AAA-rating og en løbetid på 2,5 år
  • Den løbende rente er på 0,25 %

Investeringen bidrager indfrielsen af FN’s Verdensmål 1, 3, 5 og 10

Verdensmål 1,3,5,10.JPG

 

Du kan se mere om PKA og vores arbejde med Verdensmaalene her

Du har fravalgt funktionelle cookies. Derfor er chat ikke muligt. Hvis du ønsker at chatte med vores rådgivere, skal du acceptere funktionelle cookies. Du kan tilvælge "Funktionelle cookies" ved at klikke på denne boks.

Vær opmærksom på, at du vælger hele kategorien "Funktionelle cookies" til. Således kan der være andre cookies end udelukkende dem til chat.