Pensionskasser til EU-ledere: Hold fast i de grønne ambitioner

En lang række internationale investorer opfordrer til, at EU husker de grønne ambitioner, når europæisk økonomi skal genopbygges efter Corona-krisen. Blandt dem er en række danske pensionskasser, herunder PKA.

I et åbent brev til EU’s ledere opfordrer investorerne til, at genopbygningen af europæisk økonomi bliver grøn med fokus på bæredygtig energi, klimavenlig transport og klimatilpasning.

Hvis der bliver slækket på de grønne ambitioner i genopretningsplanen, risikerer det nemlig at ramme Europas økonomi på den lange bane, advarer investorerne.

”Klimaudfordringerne er ikke forsvundet med Corona-krisen. Det er vigtigt, at vi holder det grønne momentum og får prioriteret bæredygtige investeringer i den økonomiske genopretning af Europa. Det vil samtidig være med til at drive private investorer i samme retning,” siger Dewi Dylander, der er underdirektør og chef for ansvarlige investeringer i PKA.

Det er den internationale investororganisation IIGCC, der står bag brevet til EU’s ledere. Brevet er underskrevet af 109 investorer med samlet godt 80 billioner kroner på kontoen.

Opfordringen leder op til mødet i Det Europæiske Råd den 19. juni. Her skal de europæiske statsledere diskutere en genopretningsplan på godt 5,5 billioner kroner, foreslået af EU-Kommissionen.

PKA har i forvejen mere end 30 milliarder investeret i grønne projekter. Ifølge Dewi Dylander er det vigtigt, at EU sender et klart signal til markederne om, at genopretning og grøn omstilling kommer til at følges ad.

”Der har allerede været flere gode signaler fra forskellige EU-lande og -ledere, så vi håber, at man kan blive enige om en bæredygtig genopretningsplan. Hvis de europæiske lande går forrest og kanaliserer store beløb til grøn omstilling og klimatilpasning, vil endnu flere private investorer følge med. Det kan samtidig være et vigtigt signal til resten af verden om, at den grønne dagsorden stadig skal være blandt de højeste prioriteter,” siger Dewi Dylander.

Du kan læse brevet til EU-lederne her:

Læs mere om IIGCC her:

Du har fravalgt funktionelle cookies. Derfor er chat ikke muligt. Hvis du ønsker at chatte med vores rådgivere, skal du acceptere funktionelle cookies. Du kan tilvælge "Funktionelle cookies" ved at klikke på denne boks.

Vær opmærksom på, at du vælger hele kategorien "Funktionelle cookies" til. Således kan der være andre cookies end udelukkende dem til chat.