PKA og PenSam investerer trekvart milliard i grøn strøm i Texas

Borgerne i ellers olieglade Texas kan nu se frem til grøn strøm i stikkontakterne finansieret af danske pensionspenge.

De to store danske arbejdsmarkeds-
pensionsselskaber PKA og PenSam går sammen om at investere knap trekvart milliard i etableringen af en ny vindmøllepark i USA’s næststørste stat.

De to pensionsselskaber har via den fælles investeringspartner AIP indgået en aftale med amerikanske Longroad Energy, der står bag etableringen af El Campo vindmølleparken i Knox County, Texas.

Parken kommer til at bestå af 67 vindmøller leveret af Vestas’ amerikanske datterselskab. Tilsammen vil de levere grøn strøm til det, der svarer til 210.000 danske husstandes forbrug.

Administrerende direktør i PKA Peter Damgaard Jensen glæder sig over at kunne tilføje endnu en grøn investering til porteføljen.

”Vi har i PKA i forvejen investeret 21 mia. kr. i klimarelaterede projekter primært i Europa for at understøtte den grønne omstilling og bidrage til klimaaftalen fra Paris. Med investeringen i El Campo foretager vi vores anden store klimainvestering i USA, og vi er på den måde med til at skubbe på den grønne omstilling i et land, hvor der i den grad er brug for klimavenlige alternativer til fossile brændsler,” siger Peter Damgaard Jensen.

”Samtidig glæder jeg mig over, at vi nu foretager den første store investering i AIP Management siden PenSam købte sig ind og blev en del af partnerskabet. Sammen kan vi udvikle AIP og bygge videre på den succes, vi har haft med at finde interessante investeringer,” siger Peter Damgaard Jensen.

Samarbejde kan føre til flere projekter
Vindmølleparken i Texas er den tredje investering i vedvarende energi, som PenSam foretager i 2019.

”I PenSam arbejder vi for, at vores investeringer bakker op om den grønne omstilling, og vi har i år sat et mål om, at 10 procent af vores portefølje skal være investeret i grøn omstilling og vedvarende energi i 2025. Denne investering i texanske vindmøller vil komme rigtig mange amerikanere til gode til gavn for klimaet, og vil samtidig sikre et godt afkast mange år frem i tiden for medlemmerne herhjemme,” siger Torsten Fels, adm. direktør i PenSam.

”Vores amerikanske partner, Longroad Energy, satser massivt på udvikling af vedvarende energi i USA, hvor der er behov for et markant skifte væk fra fossile brændstoffer og over i en vedvarende retning. Derfor håber jeg, at dette samarbejde kan føre til andre bæredygtige projekter,” siger Torsten Fels.

Fakta om El Campo vindmøllepark

  • Parken er udviklet af amerikanske Longroad Energy og får en samlet kapacitet på 243 MW
  • Etableringen af parken udgør samlet en investering på 2,4 mia. DKK
  • Parken kommer til at bestå af 67 vindturbiner leveret af Vestas, som ligeledes har indgået en 25-årig fastpris drifts- og serviceaftale
  • Der er indgået to 15-årige fastpris leveranceaftaler for samlet 194 MW af parkens produktion. De resterende MWh vil blive solgt på det kommercielle el-marked.
  • Der er indgået en 20-årig asset management aftale på parken med Longroad Energy Services.

Læs pressemeddelelsen fra Longroad Energy her.

Som besøgende på siden accepterer du automatisk, at vi bruger cookies. Vi bruger primært cookies til at forbedre brugeroplevelsen og til statistik. Du kan læse om vores cookiepolitik.

Luk

Som besøgende på siden accepterer du automatisk, at vi bruger cookies. Vi bruger primært cookies til at forbedre brugeroplevelsen og til statistik. Du kan læse om vores cookiepolitik.

Luk