PKA investerer i landmøllepark i Sverige

Sammen med Vattenfall og Vestas investerer PKA i sin første landvindmøllepark i Sverige. Den 353MW store park vil levere grøn strøm til 220.000 husstande, når den står færdig i 2021.

I 2011 investerede PKA første gang i en havvindmøllepark, hvilket var startskuddet til yderligere fem investeringer i vind på vand. Nu investerer PKA sammen med danske Vestas og svenske Vattenfall så i sin første landvindmøllepark, som bliver opført i Sverige, og dens 353MW vil genere grøn strøm til 220.000 husstande, når alle møllerne snurrer i 2021.
Norsk Hydro aftager størstedelen af den producerede strøm på en langsigtet fastprisaftale.

Den totale investering er på EUR 350m, og PKA opnår en ejerandel på 30%, Vattenfall også 30%, mens Vestas får en ejerandel på 40%.

”Med denne investering har vi skabt en model for udrulning af landvind i Norden, som kan kopieres til lignende investeringer, som vi har set det med vores investeringer i havvindmøller. Med erfarne og solide partnere - Vattenfall, Vestas og Norsk Hydro - er der nu lavet en struktur blandt store nordiske spillere inden for energi, der muliggør at opføre en stor landvindmøllepark, der er rentabel for alle parter – uden at subsidier spiller nogen væsentlig rolle. Det er ret unikt,” fastslår Peter Damgaard Jensen, adm. direktør i PKA.

Ifølge ham er det derfor næppe sidste gang PKA investerer i en landvindmøllepark:

”Vi vil fortsat have fokus på denne type af investeringer, fordi de kombinerer gode afkast til vores medlemmer med, at de gør en positiv forskel for klimaet. For os er det både en god forretning og sund fornuft,” siger Peter Damgaard Jensen.

Investeringen i landmølleparken i Sverige er en del af PKA’s klimastrategi, hvor man på den ene side investerer i bæredygtig energiproduktion og produktudvikling og på den anden side gør en indsats over for mere ”sorte” energiselskaber for at tilskynde dem til at udvikle sig i en mere miljøvenlig retning.

Den strategi er netop blevet belønnet. PKA er blevet kåret til at være den bedste danske klimainvestor af Verdensnaturfonden WWF. Det er fjerde år i træk, at PKA er helt i top i WWF’s undersøgelse.

Fakta om parken
- Parken bliver opført i det nordlige Sverige og kommer til at bestå af 84 V136-4.2 MW turbiner, der vil generere 353MW grøn strøm til 220.000 husstande, når den står færdig i 2021.
- Den totale investering er på EUR 350m, og PKA opnår en ejerandel på 30%, Vattenfall også 30%, mens Vestas får en ejerandel på 40%. 25% af finansieringen er via et mezzaninlån fra PKA og Vattenfall.

Om PKA
• PKA har nu investeringer i fem havvindmølleparker og en landvindmøllepark, der leverer grøn strøm til ca. 2,5 mio. husstande. I alt har PKA investeret ca. 20 mia. kr. i klimarelaterede projekter. Ambitionen er, at denne type af investeringer i 2020 udgør 10% af de samlede investeringer, svarende til ca. 30 mia. kr.
• PKA administrerer pensioner for fire pensionskasser inden for social- og sundhedsområdet og har en samlet formue på 275 mia. kr.
• PKA har 300.000 medlemmer, som er sikret pensionsordning via overenskomster. Er man selvstændig eller privatansat uden for overenskomst, kan man også blive medlem i PKA.

 

Som besøgende på siden accepterer du automatisk, at vi bruger cookies. Vi bruger primært cookies til at forbedre brugeroplevelsen og til statistik. Du kan læse om vores cookiepolitik.

Luk

Som besøgende på siden accepterer du automatisk, at vi bruger cookies. Vi bruger primært cookies til at forbedre brugeroplevelsen og til statistik. Du kan læse om vores cookiepolitik.

Luk