PKA investerer i Afrika-fond

A.P. Møller Holding har sammen med PKA, PensionDanmark og Lægernes Pension lanceret en ny Afrika Infrastruktur Fond med et kapitaltilsagn på USD 550 millioner.

Fonden vil fokusere på investeringer i infrastruktur i Afrika – investeringer, der vil understøtte bæredygtig økonomisk vækst i regionen samtidig med, at investorerne opnår en attraktiv forrentning af deres kapital.

Peter Damgaard Jensen, adm. direktør i PKA, er meget tilfreds med at indgå i et partnerskab med en industriel aktør, der har mange års erfaringer på det afrikanske kontinent:

“PKA har i mange år investeret i infrastruktur i Danmark og udlandet. Vi har god erfaring med investeringer i Afrika, og vi har i lang tid gerne villet investere mere på kontinentet. Med denne nye fond vil vi lave infrastrukturinvesteringer i Afrika og få mulighed for at sikre et godt afkast til vores medlemmer og samtidig gøre en positiv forskel i overensstemmelse med FN’s bæredygtighedsmål,” siger Peter Damgaard Jensen og tilføjer:

”Mange afrikanske lande er inde i en positiv udvikling med høj vækst, en ung befolkning og stadigt mere stabile politiske systemer. Men der mangler kapital, og der mangler solide infrastrukturinvesteringer, og vi ser gode muligheder for både at være med til at fremme udviklingen og få et godt afkast til PKA’s medlemmer,” siger Peter Damgaard Jensen. 

Fonden har en forventet levetid på 10 år og en målsætning om at foretage 10-15 investeringer. Efter de første tilsagn vil fonden være åben for yderligere danske og internationale investorer i de næste 12 måneder. Ambitionen er at opnå et samlet kapitaltilsagn på USD 1 mia.

Fonden bliver administreret af A.P. Møller Capital, som er et datterselskab til A.P. Møller Holding. A.P. Møller Capital består af et team ledet af fire partnere: Kim Fejfer, Lars Reno Jakobsen, Jens Thomassen og Joe Nicklaus Nielsen, der alle har stor industri- og investeringserfaring kombineret med et signifikant netværk i Afrika.

Læs den fælles pressemeddelelse her.

Fakta:
PKA A/S er et af Danmarks største pensionsselskaber. De 300.000 medlemmer arbejder primært i den offentlige sektor. På deres vegne investerer PKA for 250 mia. kr. PKA har stort fokus på investeringer, der kan bremse effek-terne af klimaforandringerne og har investeret i Afrikas største vindpark i Kenya.

Du har fravalgt funktionelle cookies. Derfor er chat ikke muligt. Hvis du ønsker at chatte med vores rådgivere, skal du acceptere funktionelle cookies. Du kan tilvælge "Funktionelle cookies" ved at klikke på denne boks.

Vær opmærksom på, at du vælger hele kategorien "Funktionelle cookies" til. Således kan der være andre cookies end udelukkende dem til chat.