PKA sælger aktierne i KK

Et investeringseventyr på over 30 år har i dag set sin afslutning med PKA’s salg af aktierne i KK Group. PKA har fået fremragende afkast, men nu skal nye kræfter til, lyder det fra investeringsdirektøren.

I 1983 foretog PKA en på mere end en måde enestående investering i det daværende KK Electronic: Den viste sig at være ualmindelig succesfuld og usædvanlig lang. I dag, mere end 30 år senere, er en meget beskeden investering blevet til et afkast på langt over 1 mia. kr. i form af løbende udbytter og med salget af PKA’s kontrollerende aktiepost til det skandinaviske investeringsselskab Solix.

Investeringsdirektør i PKA, Michael Nellemann Pedersen, lægger ikke skjul på, at man foretog en god investering tilbage i 1983:

”Vi har opnået et fremragende afkast, og der er ingen tvivl om, at KK er en skarp kandidat til at optræde på PKA’s top 3 for bedste investeringer gennem tiden. Vi har fået vores investering hjem mere end 100 gange, så investeringen har været rigtig god for PKA’s medlemmer,” understreger Michael Nellemann Pedersen og tilføjer:

”Der har naturligvis været mange udfordringer undervejs. Men vi er stolte over, at PKA sammen med ledelsen og medarbejderne i selskabet samt Maj Invest har transformeret KK fra en lokal elektronik virksomhed til en ledende global og innovativ virksomhed for vedvarende energiløsninger. Men nu er tiden kommet for andre at fortsætte udviklingen af KK,” siger Michael Nellemann Pedersen.

Solix tager over fra pensionsselskabet PKA, der har været ejer siden 1983, investerings-fonden Maj Invest, der har været medejer siden 2010 samt adm. direktør, Tommy G. Jespersen og økonomidirektør, Johnny Haahr, som begge har stået i spidsen for virksomheden siden 2004.

Om KK Group
Med mere end 35 års erfaring er KK Group blandt verdens førende leverandører af elektriske løsninger til vindindustrien.  Mere end 60% af verdens totale offshore vindkapacitet er udstyret med KK Groups elektriske løsninger.

Om PKA
PKA administrerer pensioner for tre pensionskasser inden for social- og sundhedsom-rådet. PKA har 275.000 medlemmer og en samlet formue på ca. 250 mia. kr.

Du bruger en browser, som kan give fejl på pka.dk


Vi kan se, at du besøger denne hjemmeside med ’Internet Explorer’, som er en browser, der ikke længere bliver opdateret. Det kan betyde, at du oplever fejl på pka.dk og på andre hjemmesider.

Vi anbefaler derfor, at du skifter til en anden browser. Herunder link til tre forskellige browsere, som du kan bruge på pka.dk:

For at bruge chatten skal du acceptere funktionelle cookies. Ønsker du det, skal du klikke på denne tekst - så kommer du til en boks, hvor du kan acceptere cookies.

Når du accepterer funktionelle cookies, accepterer du alle funktionelle cookies på hjemmesiden og ikke kun dem, der knytter sig til chatten.