DONG Energy, PKA og LEGO Koncernen indgår partnerskab om finansiering af havmølleparken Burbo Bank Extension på 258 MW i England

DONG Energy sælger 50% af Burbo Bank Extension havmølleparken til pensionsselskabet PKA og LEGO Koncernens moderselskab KIRKBI A/S, for i alt ca. DKK 6,6 mia.

Burbo Bank Extension havmølleparken kan, når den er indviet i første halvdel af 2017, levere miljøvenlig elektricitet svarende til det årlige energiforbrug i flere end 230.000 engelske husstande. Havmølleparken vil bestå af 32 MHI Vestas V164-8,0MW vindmøller, og Burbo Bank Extension vil være første gang, den nye mølle tages i brug i så stor skala.

Den samlede investering fra PKA og KIRKBI A/S beløber sig til ca. DKK 6,6 mia. (GBP 660 mio.), hvilket giver de to investorer en lige stor ejerandel på 25%. Det samlede beløb vil blive betalt i løbet af 2016 og 2017.

Henrik Poulsen, adm. direktør i DONG Energy, byder partnerne velkommen:

"Jeg er meget glad for at kunne byde LEGO Koncernen og PKA velkommen i et nyt partnerskab med DONG Energy. De er begge allerede betroede partnere i andre af DONG Energy’s havmølleparker, og vi er stolte over at kunne bygge videre på disse succesfulde partnerskaber. Vores partneres stærke fokus på grøn omstilling er velkendt, og det glæder mig, at de fortsat anser vores markedsledende partnerskabsmodel for at være attraktiv."

For LEGO Koncernen passer investeringen med virksomhedens store ambition om at bidrage positivt til det globale miljø. Jørgen Vig Knudstorp, administrerende direktør i LEGO Koncernen, siger:

”Jeg er stolt over at annoncere investeringen i Burbo Bank Extension i dag sammen med vores partnere DONG Energy og PKA. Denne investering er endnu et markant skridt for LEGO Koncernen mod vores mål om at balancere vores globale energiforbrug med bæredygtig energi. Vores mål er at indfri det i 2020 og fremefter, da vi ønsker at bidrage positivt til den verden, som vores børn skal arve. Det sker først og fremmest gennem vores legematerialer og deres bidrag til børns læring og udvikling, men også igennem vores forpligtelse over for miljøet.”

For KIRKBI A/S, som ejer 75% af LEGO Koncernen, er dette den anden større, langsigtede investering inden for KIRKBI’s strategiske investeringsområde: Renewables. Allerede i 2012 investerede KIRKBI i havmølleparken Borkum Riffgrund 1. Begge investeringer vil hjælpe LEGO Koncernen til at nå sit mål om at balancere sit globale energiforbrug med bæredygtig energi i 2020.

Dagens offentliggørelse markerer PKA’s femte investering i en havmøllepark, hvoraf de tre er sammen med DONG Energy. Investeringen er helt i tråd med PKA’s ambition om at kombinere stabile, langsigtede afkast med investeringer i vedvarende energi:

”I foråret 2015 sortlistede vi 31 kulselskaber, som siden har tabt mere end 60% af deres værdi, og i samme periode har afkastet på vores havmølleinvesteringer givet over 7% i afkast. For PKA begyndte det med Anholt Havmøllepark i 2011, og PKA har nu investeret i fem havmølleparker, der tilsammen vil give grøn strøm til cirka to mio. husstande. Vi er stolte over at kunne skabe et godt afkast til medlemmernes pensioner samtidig med, at vi gør en positiv forskel,” siger Peter Damgaard Jensen, adm. direktør i PKA”.

Burbo Bank Extension opføres af DONG Energy, og installationsarbejdet på havet starter i foråret 2016. Projektet forventes afsluttet i første halvår af 2017.

DONG Energy skal levere drifts- og vedligeholdelsesydelser til Burbo Bank Extension i henhold til en langsigtet drifts- og vedligeholdelsesaftale. Desuden skal DONG Energy stå for salg og levering til markedet af den del af produktionen, som kommer fra PKA og KIRKBI A/S’ samlede 50% ejerandel.

Fakta om Burbo Bank Extension
• Havmølleparken ligger i det Irske Hav, 7 km fra kysten i Liverpool, England.
• Havmølleparken vil bestå af 32 V164-8,0 MW vindmøller fra MHI Vestas.
• Med en nominel effekt pr. mølle på 8,0 MW kan de 32 vindmøller producere nok miljøvenlig elektricitet til at dække 230.000 britiske husstandes årlige strømforbrug.
• Den endelige investeringsbeslutning blev taget i 2014.
• Havmølleparken forventes idriftsat i første halvår af 2017.

Om PKA
PKA er et af Danmarks største pensionsselskaber med 275.000 medlemmer og en formue på 235 mia. kr. PKA har fokus på at investere i projekter, som reducerer brugen af fossile brændstoffer. PKA har derfor investeret ca. 17. mia. kr. i klimarelaterede projekter, bl.a. vindmølleparker, grønne obligationer og den danske klimainvesteringsfond. Ambitionen er, at denne type af investeringer i 2020 udgør 10% af de samlede investeringer. Med Burbo Bank Havmøllepark i England har PKA investeret i fem havmølleparker spredt på i alt fire lande: Anholt i Danmark, Godewind II og Butendiek i Tyskland samt Gemini i Holland. Investeringer for over 9 mia. kr., der vil give grøn strøm til ca. 2 mio. husstande.

For yderligere information:
Thomas B. Knudsen, pressechef
Tel.: + 45 2618 4573

Om DONG Energy
DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner og har hovedsæde i Danmark. Omkring 6.700 ambitiøse medarbej­dere er beskæftiget med at udvikle, opføre og drive havmøllepark­er; producere el og varme fra vores kraftværker; dagligt levere en­ergi til privat- og erhvervskunder; og producere olie og gas. Koncernen havde i 2015 en omsætning på DKK 71 mia. (EUR 9,5 mia.).

For yderligere information:
Morten Kidal, Press Officer
Tel.: +45 9955 9583
morki@dongenergy.dk 

Om LEGO Koncernen
LEGO Koncernen er en privatejet, familieejet virksomhed med hovedsæde i Billund og globale kontorer i Enfield i USA, London i Storbritannien, Shanghai i Kina og Singapore. Virksomheden blev grundlagt i 1932 af Ole Kirk Kristiansen og med den ikoniske LEGO® klods er virksomheden en af verdens førende producenter af legemateriale.

Inspireret af virksomhedens motto "Det bedste er ikke for godt” (Only the best is good enough) er virksomheden engageret i børns udvikling og har som mål at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden gennem kreativ leg og indlæring. LEGO produkter sælges over hele verden og kan opleves virtuelt på www.LEGO.com 

For yderligere information:
Roar Rude Trangbæk, pressechef
Tel.: +45 7950 4348 
media@LEGO.com

Du bruger en browser, som kan give fejl på pka.dk


Vi kan se, at du besøger denne hjemmeside med ’Internet Explorer’, som er en browser, der ikke længere bliver opdateret. Det kan betyde, at du oplever fejl på pka.dk og på andre hjemmesider.

Vi anbefaler derfor, at du skifter til en anden browser. Herunder link til tre forskellige browsere, som du kan bruge på pka.dk:

For at bruge chatten skal du acceptere funktionelle cookies. Ønsker du det, skal du klikke på denne tekst - så kommer du til en boks, hvor du kan acceptere cookies.

Når du accepterer funktionelle cookies, accepterer du alle funktionelle cookies på hjemmesiden og ikke kun dem, der knytter sig til chatten.