PKA investerer i 272 ungdomsboliger

PKA investerer 185 mio. kr. i 272 ungdomsboliger i Valby og Aalborg. Dermed har PKA investeret i 358 ungdomsboliger over de seneste år.

I 2014 investerede PKA for første gang i 86 ungdomsboliger på Margretheholm i København, og nu investerer PKA i yderligere 272 ungdomsboliger i Valby og Aalborg.

I Valby investerer PKA 125 mio. kr. i at opføre 120 ungdomsboliger ved Ny Ellebjerg station. Ungdomsboligerne er udviklet i et samarbejde mellem Corpus Development og Glindorf & Partnere og forventes at stå klar i december 2017. Samtidig køber PKA sig ind i 152 eksisterende ungdomsboliger i Aalborg for ca. 60 mio. kr. af entreprenørvirksomheden A. Enggaard. Købet af de 152 ungdomsboliger i Aalborg er en del af det strategiske samarbejde om ejendomme, som PKA og A. Enggaard indgik i 2015.

Ifølge PKA’s ejendomschef, Nikolaj Stampe, er der er stor efterspørgsel på ungdomsboliger, hvilket gør dem til attraktive investeringer. Derfor har PKA fokus på at øge investeringerne i ungdomsboliger i de kommende år.

”København og Aalborg tiltrækker studerende fra hele landet, og det skaber et stort behov for ungdomsboliger. Derfor ser vi et stort potentiale i at investere i ungdomsboliger med gode beliggenheder, da de skaber et godt langsigtet afkast til medlemmernes pensioner,” siger Nikolaj Stampe.

Valby på landkortet
Især Valby er kommet på pensionskassens landkort: sidste år tog PKA 76 nyopførte lejligheder i brug i Valby, og i februar i år gik PKA sammen med FB gruppen om at udvikle det gamle Grønttorv i Valby til en ny bydel for ca. fem mia. kr.

”Der er en stor efterspørgsel efter boliger i København, og den vil kun blive større i de kommende år. Derfor er boligmarkedet omkring Storkøbenhavn attraktivt at investere i. Her er Valby ved at udvikle sig til et nyt og spændende område, hvor der er stor boligefterspørgsel. Så det er et område, vi tror på, og forventer os meget af,” siger Nikolaj Stampe.

Fakta
• De 152 ungdomsboliger i Aalborg blev taget i brug fra 2009-11 og er på 6.800 m2. Ungdomsboligerne er beliggende tæt på Aalborg Universitet, University College Nordjylland (UCN) og det nye supersygehus.
• De 120 ungdomsboliger i Valby bygges i fem etagers længdehus og forventes at stå færdig i december 2017
• Samlet har PKA investeret 262 mio. kr. i 358 ungdomsboliger i København og Aalborg.

Om PKA
• PKA administrerer pensioner for tre pensionskasser inden for social- og sundhedssektoren.
• PKA har 275.000 medlemmer og en samlet formue på ca. 235 mia. kr.
• PKA har investeret ca. 16,5 mia. kr. i ejendomme i Danmark og ca. 2,4 mia. kr. i udenlandske ejendomme.

Du bruger en browser, som kan give fejl på pka.dk


Vi kan se, at du besøger denne hjemmeside med ’Internet Explorer’, som er en browser, der ikke længere bliver opdateret. Det kan betyde, at du oplever fejl på pka.dk og på andre hjemmesider.

Vi anbefaler derfor, at du skifter til en anden browser. Herunder link til tre forskellige browsere, som du kan bruge på pka.dk:

For at bruge chatten skal du acceptere funktionelle cookies. Ønsker du det, skal du klikke på denne tekst - så kommer du til en boks, hvor du kan acceptere cookies.

Når du accepterer funktionelle cookies, accepterer du alle funktionelle cookies på hjemmesiden og ikke kun dem, der knytter sig til chatten.