Pensionsselskaber tager hul på historisk hospitalsbyggeri

Første spadestik blev i dag taget til Danmarks første offentlige-private hospitalsbyggeri: Et nyt psykiatrisk hospital i Vejle, som ”Team OPP”- med PKA, PensionDanmark og Sampension som investorer - etablerer i samarbejde med Region Syddanmark.

​Da spaden i dag blev stukket i jorden til et nyt psykiatrisk hospital i Vejle, var det samtidig begyndelsen på et banebrydende samarbejde herhjemme. Der er nemlig tale om det første danske offentlige-private hospitalsbyggeri og et af de største enkeltstående OPP-projekter herhjemme.

Hospitalet, der er bestilt af Region Syddanmark, skal etableres af et konsortium bestående af PKA, PensionDanmark, Sampension, entreprenørkoncernen MT Højgaard og driftsoperatøren DEAS. Parterne har siden 2012 haft et samarbejde om at stå for byggeri, drift og finansiering af bygningsrelaterede OPP-projekter i Danmark.

"Vi er rigtig glade for dette banebrydende offentlig-private partnerskab. For ved at bruge denne OPP-model og via samarbejdet med et kompetent konsortium kan vi få et topmoderne sygehus tre år hurtigere end ellers. Modellen rummer således et stort potentiale," siger formand Carl Holst, Region Syddanmark.

De tre pensionsselskaber leverer finansieringen af det nye psykiatriske hospital i Vejle, der bliver på 17.000 m2, og som har en samlet byggesum på 430 mio. kr. MT Højgaard skal stå for opførelse og driften af hospitalet i 25 år sammen med DEAS.

Det nye psykiatriske hospital, der bygges sammen med Vejle Sygehus, skal stå klar til brug i januar 2017.

”Det er glædeligt, at der i dag er taget det første fysiske skridt mod at realisere det historiske OPP-projekt, som om nogle få år vil blive et nyt psykiatrisk hospital. Det er særligt glædeligt, at vi i PKA ikke blot er med til at skabe nye og bedre rammer til patienterne, men også til de mange PKA-medlemmer, der er beskæftiget inden for psykiatrien,” siger adm. direktør Peter Damgaard Jensen, PKA.

”Det er på mange måder en god dag, når vi nu kan stikke spaden i jorden til det første danske OPP-projekt på sygehusområdet. For medlemmerne kan se frem til nogle gode, stabile afkast. Og patienter og personale har udsigt til at få nye rammer af høj kvalitet. Samtidig håber vi, at projektet kan være med til, at OPP-modellen for alvor kan slå rødder herhjemme,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

”Jeg tror på, at OPP-modellen rummer nogle store perspektiver for udvikling af vores velfærdssamfund. Den aftale, vi har indgået med Region Syddanmark, er banebrydende, og det første offentlig-private hospitalsbyggeri i Danmark er nu en realitet. Vores konsortium rummer en unik ekspertise på OPP-området, og de positive erfaringer, vi har gjort sammen med Region Syddanmark, vil være værdifulde for nye danske OPP-projekter fremover,” siger adm. direktør Hasse Jørgensen, Sampension.

Fakta om nyt psykiatrisk hospital i Vejle Konsortium: PKA, PensionDanmark, Sampension (investorer), MT Højgaard (opførelse) og DEAS (drift og vedligehold) Investering: 430 mio. kr. Arkitekt: Arkitema Rådgivende ingeniør: MOE A/S Bestiller: Region Syddanmark Areal: 17.000 m2 fordelt på to etager. Hospitalet rummer psykiatrisk skadestue, børne- og ungeafdeling samt cirka 100 psykiatriske sengepladser. Forventet ibrugtagelse: januar 2017

Fakta om konsortiets samarbejdsaftale PKA, PensionDanmark, Sampension, MT Højgaard og DEAS indledte i 2012 et samarbejde om at bygge, vedligeholde og finansiere danske OPP-projekter over de kommende år for op mod 5 mia. kr. Fokus er på bygningsrelaterede OPP-projekter i kommunerne, regionerne og staten, og projekterne skal have en anlægssum på mindst 50 mio. kr. Vejles nye psykiatriske hospital bliver parternes første projekt sammen.

Yderligere information
Pressechef Thomas B. Knudsen, PKA, telefon 2618 4573
Pressechef Michael Carlsen, PensionDanmark, telefon 2949 4685
Pressechef Jens Nüchel, Sampension, telefon 2964 6294

Du bruger en browser, som kan give fejl på pka.dk


Vi kan se, at du besøger denne hjemmeside med ’Internet Explorer’, som er en browser, der ikke længere bliver opdateret. Det kan betyde, at du oplever fejl på pka.dk og på andre hjemmesider.

Vi anbefaler derfor, at du skifter til en anden browser. Herunder link til tre forskellige browsere, som du kan bruge på pka.dk:

For at bruge chatten skal du acceptere funktionelle cookies. Ønsker du det, skal du klikke på denne tekst - så kommer du til en boks, hvor du kan acceptere cookies.

Når du accepterer funktionelle cookies, accepterer du alle funktionelle cookies på hjemmesiden og ikke kun dem, der knytter sig til chatten.