Pensionsselskaber bag nyt psykiatrisk hospital i Vejle

I et af de hidtil største danske OPP-projekter skal PKA, PensionDanmark og Sampension etablere nyt psykiatrisk hospital i Vejle sammen med MT Højgaard og DEAS. Investeringen er på 430 mio. kr.

En fælles investering fra PKA, PensionDanmark og Sampension skal i de kommende år gøre et nyt psykiatrisk hospital i Vejle til virkelighed. Det står klart, efter at Region Syddanmark i dag valgte konsortiet ”Team OPP – Ny psykiatri Vejle” til at stå for hospitalsprojektet, der bliver det første offentlig-private hospitalsbyggeri i Danmark og et af de største enkeltstående OPP-projekter herhjemme.   Bag det vindende konsortium står PKA, PensionDanmark, Sampension, entreprenør-koncernen MT Højgaard og administrationsselskabet DEAS. Parterne har siden 2012 haft et samarbejde om at stå for byggeri, drift og finansiering af bygningsrelaterede OPP-projekter i Danmark. De tre pensionsselskaber vil levere finansieringen af det nye 17.000 m2 store psykiatriske hospital i Vejle, hvor MT Højgaard skal stå for opførelse og driften i 25 år sammen med DEAS.

Det nye psykiatriske hospital, der bygges sammen med Vejle Sygehus via en 200 meter lang tunnel, har en samlet byggesum på 430 mio. kr. og skal stå klar til brug inden udgangen af 2016.

”Det er første gang, at et nyt hospital bygges som et OPP-projekt, så det er en historisk aftale, der i dag er indgået. Der er et stort behov for nye fysiske rammer inden for psykiatrien, og vi er meget glade for at være med til at skabe dem – både for patienter og for de mange af PKA’s medlemmer, der er beskæftiget inden for dette område,” siger adm. direktør Peter Damgaard Jensen, PKA.

”Vi er rigtig glade for at få mulighed for at investere i dette banebrydende OPP-projekt. For investeringen vil give medlemmerne et godt og stabilt afkast i en lang årrække og samtidig sikre, at patienter og medarbejdere får fysiske rammer i en høj kvalitet,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

”Med OPP-projektet i Vejle har vi fundet en model, hvor vi kombinerer en god økonomisk investering med en offentlig bygge- og driftsopgave. Modellen er dermed med til at sikre en god investering for pensionsopsparerne og optimale rammer for den offentlige opgave i psykiatrien. På den måde tjener vores investeringer et dobbelt formål. Mere generelt tror vi på, at man i en lang række tilfælde gennem langsigtede, forpligtigende OPP-samarbejder kan kombinere gunstige økonomiske investeringer med fornuftige offentlige bygge- og infrastrukturprojekter og dermed bidrage til vækst og arbejdspladser i Danmark,” siger adm. direktør Hasse Jørgensen, Sampension.   

 

Fakta om nyt psykiatrisk hospital i Vejle Konsortium:

  • PKA, PensionDanmark, Sampension (investorer), MT Højgaard (opførelse) og DEAS (drift og vedligehold)
  • Investering: 430 mio. kr.
  • Arkitekt:Arkitema Rådgivende ingeniør: MOE A/S
  • Bestiller: Region Syddanmark
  • Areal: 17.000 m2 fordelt på to etager. Hospitalet rummer psykiatrisk skadestue, børne- og ungeafdeling samt cirka 100 psykiatriske sengepladser.
  • Forventet byggestart: sommer 2014
  • Forventet ibrugtagelse: inden udgangen af 2016  

Fakta om konsortiets samarbejdsaftale

PKA, PensionDanmark, Sampension, MT Højgaard og DEAS indledte i 2012 et samarbejde om at bygge, vedligeholde og finansiere danske OPP-projekter over de kommende år for op mod 5 mia. kr. Fokus er på bygningsrelaterede OPP-projekter i kommunerne, regionerne og staten, og projekterne skal have en anlægssum på mindst 50 mio. kr. Vejles nye psykiatriske hospital bliver parternes første projekt sammen.  

 

Yderligere information

Pressechef Thomas B. Knudsen, PKA, telefon 2618 4573

Pressechef Michael Carlsen, PensionDanmark, telefon 2949 4685

Pressechef Jens Nüchel, Sampension, telefon 2964 6294

 

Du bruger en browser, som kan give fejl på pka.dk


Vi kan se, at du besøger denne hjemmeside med ’Internet Explorer’, som er en browser, der ikke længere bliver opdateret. Det kan betyde, at du oplever fejl på pka.dk og på andre hjemmesider.

Vi anbefaler derfor, at du skifter til en anden browser. Herunder link til tre forskellige browsere, som du kan bruge på pka.dk:

For at bruge chatten skal du acceptere funktionelle cookies. Ønsker du det, skal du klikke på denne tekst - så kommer du til en boks, hvor du kan acceptere cookies.

Når du accepterer funktionelle cookies, accepterer du alle funktionelle cookies på hjemmesiden og ikke kun dem, der knytter sig til chatten.