PKA investerer halv milliard i energifond

PKA har netop investeret i energifond med fokus på at sikre adgang til strøm og energi i udviklingslande.

Med 500 mio. kr. investeret i energifonden Actis Ernergy 3 er PKA med til at udvikle den lokale infrastruktur i udviklingslande for at sikre befolkningen stabil adgang til strøm. Det er specielt lande i Latinamerika, Afrika og Asien, der er i fokus.

”En del udviklingslande oplever markant vækst og har behov for stabil adgang til energiforsyning for at kunne fortsætte den positive udvikling – både økonomisk og socialt. Det vil fondens investeringer i både alternative og traditionelle energikilder kunne bidrage til,” fastslår Christian Drews-Olesen, Investment Manager i PKA AIP.

PKA har en målsætning om at øge investeringer i infrastruktur fra de nuværende seks mia. kr. til 16 mia. kr. i løbet af få år, og Bent Hansen, formand for bestyrelsen i PKA A/S, ser store perspektiver i investeringen:

”Det er den type af investeringer, vi i bestyrelsen ved, vores medlemmer efterspørger: Kombinationen af et godt afkast samtidig med, at vi tager samfundsansvar og forsøger at gøre en positiv forskel, hvad enten det er i Kina, Indien eller Aalborg,” understreger Bent Hansen.

Actis var oprindeligt en del af det britiske svar på danske IFU, Industrialiseringsfonden for Udviklingslande. I 2004 blev Actis etableret som en selvstændig fondsmanager, og har til dato investeret 20 mia. kr. i emerging markets. PKA har tidligere investeret 250 mio. kr. i Actis Emerging Markets 3 – en private equtityfond, der bl.a. har investeret i det indiske sundhedsvæsen.

Ifølge Christian Drews-Olesen tager Actis begrebet ”socialt ansvarlige investeringer” (SRI) alvorligt og har derfor etableret et internt SRI team, som er dybt involveret i investeringsprocessen og indgår efterfølgende i et tæt samarbejde med lokale NGO’er, når investeringen er foretaget.

”Tilgangen er, at investeringerne udover at generere et afkast skal gøre en forskel, hvad enten det er at levere stabil strøm til befolkninger eller udvikle sygehusvæsenet og gøre det mere tilgængeligt. Det passer godt til PKA’s investeringsstrategi og vores medlemmers ønsker og krav til vores investeringer,” siger Christian Drews-Olesen.

Om Actis:
• Actis er engelsk fondsmanager med fokus på investeringer i emerging markets, hvilket i deres univers omfatter Latinamerika, Afrika samt Asien (primært Indien og Kina)
• Actis teamet var oprindelig en del af CDC, som er Storbritanniens svar på IFU
• Teamet er sidenhen spundet ud, men har fortsat højt fokus på social-ansvarlig inve-stering i de regioner, hvor der er aktive
• Se i øvrigt www.act.is

Om PKA
• PKA er fælles administration for fem pensionskasser: Pensionskassen for Sundhedsfaglige, Pensionskassen for Kontorpersonale, Pensionskassen for Lægesekretærer, Pensionskassen for Socialrådgivere og Socialpædagoger samt Pensionskassen for Sygeplejersker.
• Der er ca. 260.000 medlemmer.
• PKA har en formue på 200 mia. kr.