PKA investerer 900 mio. kr. i hollandsk havmøllepark

PKA har netop indgået den tredje aftale om investering i en havmøllepark, der vil kunne give grøn strøm til næsten 800.000 husstande. Dermed har pensionskassen samlet investeret for ca. 5,5 mia. kr. i havmølleparker.

PKA har netop indgået aftale med Typhoon Offshore om at investere 900 mio. kr. (120 mio. euro) i Gemini-projektet - en 600MW stor offshore vindmøllepark, som kommer til at blive blandt verdens største havmølleparker, når den strømføres i 2016.
PKA leverer størstedelen af den samlede kapital på 200 millioner euro, mens Northland Power Inc. leverer de resterende 80 millioner euro ud over at have bidraget med 55 % af egenkapitalen.
Det er første gang en pensionskasse finansierer en havmøllepark i Holland.

PKA’s administrerende direktør Peter Damgaard Jensen er meget tilfreds med, at det er lykkedes PKA at finde endnu en attraktiv havmøllepark at investere i:

"PKA er meget glad for at finansiere Geminis havmøllepark. Dette er den tredje havvind-møllepark vi investerer i på kort tid – i runde tal er det 5,5 mia. kr., og 1,5 mio. menne-sker, der vil få grøn strøm fra de tre havmølleparker. Det kan vi godt være stolte af, og vi har ikke tænkt os at stoppe her,” siger Peter Damgaard Jensen og tilføjer:

”Gemini-investeringen vil give medlemmerne et stabilt afkast i mange år. Desuden passer den fint til vores klimaprofil og vil skabe vækst og beskæftigelse,” siger Peter Damgaard Jensen.

Om Gemini
Gemini er en vindmøllepark på 600MW; der vil blive placeret 85 km nord for den hollandske kyst. En unik placering, hvor der er glimrende vindforhold, overkommelige vanddybder og gode havbundsbetingelser.
Dette projekt på 600MW vil producere elektricitet til over 785.000 husstande/ 1.540.000 personer pr. år, hvilket næsten svarer til det antal mennesker, der bor i de 3 nordlige provinser i Holland, samt medfører en reduktion af CO2-udledningen på 1.250.000 ton.
I august 2013 gav Typhoon Offshore meddelelse om, at Northland Power Inc, Siemens Project Ventures, Van Oord, HVC og Typhoon Offshore vil deltage i Gemini som investorer til egenkapitalen.

Om PKA
PKA er en erfaren deltager i offshore vindmølleparksektoren. PKA har investeret 2,5 mia. kr. i Anholt Havmøllepark, svarende til en andel på 20 % af projektet. PKA ejer også 22,5% af Butendiek, som er havmøllepark med en samlet anlægssum på 9,6 mia. kr. ud for øen Sild nær den dansk-tyske grænse.