Pressen skrev
Læs her, hvad medierne har skrevet om PKA's jubilæumskonference og AIM undersøgelsen
af danskernes forventninger til at gå på pension.
Velfærdsdialog i 12. time
Erhvervsbladet skriver
i sin leder, at det er tid til en reel dialog mellem regeringen og befolkningen i stedet for blot at
tale befolkningen efter munden. Lækkede oplysninger fra Velfærdskommissionens kommende rapport viser,
at Danmark om 10 år vil mangle 60 mia. kr. i statskassen som følge af demografisk skævhed med flere
ældre og meget små yngre erhvervsaktive årgange. Yderligere viser en solid undersøgelse fra PKA i sidste
uge (uge 21, red.), at de fleste danskere venter en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet end
deres forældre. Det gælder også de helt unge. Det er derfor helt nødvendigt, at regeringen indgår en
dialog, mens der stadig er tid.
steno, ErhvervsBladet 24. maj 2004
PKA vil øge investeringerne
PKA vil øge investeringer
i unoterede aktier over de kommende år. Investeringer skal ske via investeringsselskaber, da direkte
investeringer indebærer for stor risiko, og pengene risikerer at havne i udenlandske investeringsfonde.
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) ønsker, at flere af pensionssektorens milliarder kanaliseres
over i de unoterede selskaber, der har brug for kapital i forbindelse med fx udvidelser. Adm. direktør
i PKA, Peter Damgaard Jensen, siger: Vi har i dag ca. 1 mia. kr. i unoterede aktier, og vi vil gerne
øge beløbet til 4 mia. kr. i første omgang.
De 4 mia. kr. i unoterede aktier vil svare
til godt 5% af PKA's formue på 80 mia. kr. Og det niveau har flere andre pensionsaktører angivet som
mål for fremtidens investeringer. Peter Damgaard siger: Der er temmelig mange penge til rådighed til
unoterede aktier, men en del af dem vil gå i fonde, der ikke investerer i Danmark. Vi vil gerne støtte
spirende dansk industri, men det vil være naivt at tænke nationalt. Vi går efter afkast, risikospredning
og gode muligheder for at komme ud af investeringen.
Lene Andersen, Jyllands-Posten
22. maj 2004
DI: Topgrænsen for pension tæt på - fra PKA's jubilæumskonference
På
PKA's jubilæumskonference i København den 18. maj 2004 om arbejdsmarkedspensioner sagde Dansk Industri's
direktør, Hans Skov Christensen, at topgrænsen for den fælles, obligatoriske pensionsopsparing er ved
at være nået. Ifølge den seneste aftale blev den obligatoriske opsparing fastsat til 10,8%, og Hans
Skov Christensen vil ikke afvise, at den kan forhøjes til 11%, næste gang arbejdsmarkedets parter mødes.
Men han mener, at loftet er ved at være nået. De, der vil spare mere op, må aftale det i individuelle
forhandlinger med arbejdsgiveren. Formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, mener til gengæld ikke, at en
dækning for de lavtlønnede på 75% af lønnen efter 40 år på arbejdsmarkedet er godt nok. I PKA er opsparingen
mindst 12% af lønnen og for flere gruppers vedkommende oppe på 15% af lønnen.
Hertil
siger Peter Damgaard Jensen, adm. direktør i PKA: Alligevel kan vi se, at en stor del af vores medlemmer
har, hvad der svarer til 50 - 60 % af lønnen som pensionister. Folk kommer sent i gang og har pauser,
hvor de bl.a. får børn og uddanner sig. Det er meget få, der er på arbejdsmarkedet uafbrudt i 40 år.
Lene
Andersen, Jyllands-Posten 21. maj 2004
Danskerne vil pensioneres tidligt - Peter Damgaard Jensen udtaler
sig
Det ser sort ud for regeringens ønske om at få danskerne til at blive længere
på arbejdsmarkedet. Hver anden dansker vil gerne på pension, før de bliver 65 år, og de regner med at
få et forgyldt otium. Det viser en undersøgelse, som AIM har lavet for PKA blandt 1.000 mænd og kvinder
mellem 30 og 59 år. Adm. direktør i PKA, Peter Damgaard Jensen, udtaler: Generelt har danskerne meget
høje forventninger til den 3. alder. Vi regner med at stoppe med at arbejde tidligt, at have en høj
livskvalitet. Og endelig tror vi på , at vi får flere penge til forbrug end vores forældre. Det gælder
også for de unge. Grunden til at stoppe tidligt angiver de fleste - 57% - som ønsket om mere fritid,
mens kun 18% ønsker at stoppe på grund af et for stort arbejdspres. 9 ud af 10 danskere supplerer deres
folkepension med en pensionsordning. Blandt dem har 86% en arbejdsmarkedspension og 48% en anden form
for supplerende ordning. Undersøgelsen viser, at der ikke er nævneværdig forskel på danskernes holdninger,
når man bryder resultaterne ned på køn, alder, bopæl og indkomst.
Povl Dengsøe,
Børsen 19. maj 2004
Alder bør styre pensionsbidrag - fra PKA's jubilæumskonference
Er
det rimeligt, at den 30-årige, der har høje udgifter til børn og bolig, tvinges til at betale en lige
så stor procentdel af sin løn ind til pensionsordningen som den 50-årige, der har luft i økonomien?
Nej, mener Michael Møller, professor i finansiering ved Handelshøjskolen i København. Derfor foreslår
han et opgør med princippet om, at alle medlemmer af en arbejdsmarkedspensionsordning sparer samme procentsats
op - uanset alder. Men idéen får en blandet modtagelse i pensionskasserne. Michael Møller siger: Unge
har brug for penge til at etablere sig, de har udgifter til børn, og de skal skrabe sammen til udbetalingen
på et hus. Men efter 45-års alderen, hvor de har friværdi, og børnene er flyttet hjemmefra, stiger folks
evne til at spare op kraftigt. Han forestiller sig, at unge begynder opsparingen med eksempelvis 5%
af lønnen. Herefter stiger procentsatsen jævnt og ender på 20 - 25%, når den unge er blevet et modent
menneske omkring 50 år.
Også professor ved Handelshøjskolen i Århus, Anders Grosen, mener,
at pensionsbidraget er for stor en andel af lønnen. - Der er noget Ebberød Bank i, at unge skal låne
penge i banken til 10 procent for at spare op i en pensionskasse, der måske giver 4 procent i rente,
mener Michael Møller, der dermed lægger sig på linje med professorkollegaen Anders Grosen fra Handelshøjskolen
i Århus.
I Pen-Sam erklærer direktør Helen Kobæk sig klar til at diskutere en differentiering.
Hun siger: - Vi er bestemt åbne over for at drøfte en differentiering af pensionsbidraget, men et spænd
fra 5 til 25% er drastisk. For det er de penge, der spares op i de unge år, der vejer tungest til sidst.
Det samme mener direktør i Pension Danmark, Torben Möger Pedersen.
Michael Møller var
en af oplægsholderne på PKA's jubilæumskonference den 18. maj på Axelborg.
Dorthe
Lønstrup, Politiken 19. maj 2004
PKA på www.dr.dk
www.dr.dk bragte onsdag den
19. maj nyheden om AIM's analyse fra PKA om danskernes lyst til at gå tidligt på pension. På www.dr.dk
stod der:
Regeringens mål om at få danskerne til at blive længe på
arbejdsmarkedet er åbenbart ikke gået ind hos befolkningen. En analyse fra AIM viser, at hver anden
dansker agter at gå på pension, før de bliver 65 år. De regner i øvrigt også med at få et forgyldt otium,
skriver Børsen. Kun hver tredje dansker har planer om at blive på arbejdsmarkedet til de er 65 år eller
ældre. viser analysen som pensionsselskabet PKA har bestilt. Og det er både unge og gamle, der vil tidligt
på pension. Blandt de 30 til 34-årige vil 40 procent forlade arbejdsmarkedet før de bliver 65, mens
det samme er tilfældet blandt 60 procent af de 45 til 54-årige. Næsten to ud af tre - 63 procent - regner
med, at de vil have flere penge til forbrug end deres forældre.
www.dr.dk,
19. maj 2004
Copyright, resumeer: InfoPaq, Forsikringsoplysningen og PKA