- Vanskeligt at identificere bidrag
Pensionerne i PKA baseres på de indbetalte bidrag. Det er derfor af afgørende betydning, at indbetalinger placeres på det medlem, de vedrører. Det kan lyde som en enkel sag, men det er det desværre ikke, når det gælder færøske medlemmer. Fra 1. januar 2012 er indbetalingen, som følge af den nye skattelovgivning på Færøerne, sket fra TAKS. PKA har ikke sammen med indbetalingerne fået de oplysninger, vi skal bruge for at sikre korrekt behandling af indbetalingen. Vi har forgæves bedt TAKS om disse oplysninger. Det betyder, at placering af indbetalinger på de enkelte medlemmers pensionsordning er en manuel og tidskrævende opgave.
Det har desværre den konsekvens for vores færøske medlemmer, at de fremover kun vil have en meget begrænset adgang til oplysning om deres pension, ligesom servicen vil være langsommelig.
Medlemmerne vil med andre ord opleve, at medlemsservice ikke lever op til normal PKA standard.
- Uafklarede konsekvenser
Fra 1. juli 2012 vil TAKS indeholde 40 % skat inden pensionsbidraget sendes videre til PKA. Til gengæld er udbetalingerne skattefri. PKA kan ikke foretage den opdeling af pensionen i en del, der skal betales skat af og en del, der er skattefri. TAKS oplyser i bemærkningerne til lovforslaget, at det endnu er uklart, hvilke konsekvenser det får for en pensionsordning i Danmark, hvis opdelingen af indbetalingerne ikke sker.
Varslet pensionsreform pr. 1. januar 2013
Der arbejdes fortsat på en større færøsk pensionsreform, der efter planen skal træde i kraft den 1. januar 2013. Denne reform er endnu ikke vedtaget, men vil ud fra de foreløbige meldinger pålægge alle ansat på Færøerne under 55 år at indbetale pensionsbidrag til en færøsk leverandør.
PKA kan derfor ikke på nuværende tidspunkt informere yderligere om konsekvenserne af ændringerne, men vil naturligvis følge op på det videre forløb.